Math 5: 14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.
Start    Aktiviteter    Programmer    Prædiken    Kalender    Menigheden    Admin   
 

Gudstjenesten


Generelt
Det er ved Gudstjenesten at hele menigheden mødes. I løbet af ugen er der mange forskellige aktiviteter for alle aldersgrupper i menigheden.
Om søndagen mødes vi i vores kirkesal alle sammen. De unge og børnene forlader os som regel efter en kort indledning et indledningsord efterfulgt af et par friske kor, sange eller salmer. 
Tidspunkt
Det er næsten altid Gudstjeneste i Missionskirken hver søndag kl. 10.30, medmindre andet er nævnt i programmet. En typisk gudstjeneste varer fra 1 - 1½ time.
Form
Gudstjenesterne er præget af, at vi er en frikirke, og det kommer nok især til udtryk i måden, vi er sammen på. Der er mange "medvirkende" ved en gudstjeneste, musikken er en blanding af gamle salmer og nyere lovsangsmusik, atmosfæren og tonen er forholdsvis afslappet og præsten går i almindeligt tøj.
 
Vi vil gerne møde hinanden i øjenhøjde i kirken, samtidig med at vi ønsker en vis højtidelighed over gudstjenesterne, når lejligheden byder det. Det kan f.eks. være ved nadver, dåb eller kirkelige højtider såsom jul, påske og pinse. Der er stor alsidighed i gudstjenesterne, f.eks. holder vi hvert år festgudstjeneste for kirkens unge, høstgudstjeneste, familiegudstjenester, adventsfest, gospelkoncert og mange andre spændende gudstjenester. 
Prædiken
Ved langt de fleste gudstjenester indgår prædikenen som en vigtig del. Vi oplever forkyndelsen som Guds ord til os, noget der skaber tro. Gennem det vi hører, oplever vi, at der skabes en indre fred og glæde hos tilhørerne.
 
Vi oplever også, at Gud løser konkrete problemer – det kan være i forbindelse med sygdom, sorg eller mere hverdagsagtige bekymringer. Det vigtigste ved forkyndelsen er, at vi oplever os elsket og vedkendt af Gud. Han er en, som har omsorg for os, vi er målet for hans store kærlighed.
 
Vi forsøger at holde prædikenen i en stil, som er relevant, vedkommende og lyttervenlig – forstået på den måde, at sproget og temaerne er hverdagsagtige, uden ligegyldige klicheer og med ord, som de fleste mennesker forstår og kan forholde sig til.  Inden længe regner vi med at du kan dowloade vores prædikener på MP3 - følg med her.
Fællesskab
Alle mennesker har brug for at føle sig som del af et fællesskab, hvor der kan hentes hjælp, støtte og tryghed til at møde hverdagens vanskeligheder. Et sted, hvor man kan dele sine glæder og sorger med andre.
 
I menigheden lægger vi stor vægt på at have fællesskab med hinanden og fællesskab med og omkring Guds ord. Vi er opmærksomme på, at fællesskab ikke er statisk, men noget, som hele tiden udvikler sig, og som man til stadighed må arbejde med og værne om.
 
Vi forsøger konstant at gøre fællesskabet så inkluderende, som muligt – men vi respekterer til hver en tid ethvert menneskes individuelle behov og grænser for integritet.
Fællesskab efter gudstjenesten
Efter hver gudstjeneste er der mulighed for at få en kop kaffe i kælderen og en god snak med de andre kirkegængere. Dette er ofte her der opstår nye gode relationer eller man inviterer på en "varm kartoffel" efter gudstjenesten. 
 
 
Se mere om alle de andre tilbud under fanen - Aktiviteter